Bæredygtighed er et centralt emne såvel for Danske Arkitektvirksomheder som for de enkelte medlemsvirksomheder. Organisationen arbejder med et begreb om bæredygtighed bygget på tre dimensioner: Social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. En forståelse som går tilbage til Brundtland-rapporten fra 1987.
Bæredygtighed i denne brede betydning er solidt forankret i den danske og nordiske arkitekturtradition med dens fokus på arkitekturens betydning for og samspil med den samfundsmæssige sammenhæng den indgår i. I denne tradition er arkitektonisk kvalitet en kombination af æstetiske og formmæssige kvaliteter i gængs forstand og den arkitektoniske løsnings evne til at løse økonomiske, sociale og miljømæssige problemer. På den baggrund arbejder DANSKE ARK med virksomhedernes sociale ansvar som et element i arbejdet for bæredygtighed.
DANSKE ARKs arbejde med bæredygtighed er forankret i organisationens bæredygtighedsudvalg.