Hold fast i Teknologirådet

Byggeriets organisationer DANSKE ARK, FRI og Dansk Byggeri - advarer mod planerne om at nedlægge Teknologirådet.

DANSKE ARK, FRI og Dansk Byggeri retter i en fælles henvendelse til Forsknings- og Innovationsstyrelsen en indtrængende appel om at få skrinlagt planerne om nedlæggelse af Teknologirådet. Af henvendelsen fremgår det, at bygge- og anlægserhvervet har haft stor glæde af samarbejdet med Teknologirådet i de 25 år, som rådet har eksisteret.

Organisationerne peger på, at Teknologirådet i kraft af sin uafhængige og selvstændige placering og arbejdsform har formået at samle og engagere en meget bred vifte af forskellige samfundsinteresser i sine projekter. Det har løftet den offentlige og politiske debat, og Teknologirådet har især gjort en forskel, når det handler om at samtænke teknologiudvikling og sociale sammenhænge.

I henvendelsen til Forsknings- og Innovationsstyrelsen fremhæver de tre byggeorganisationer den formidlingsmæssige side, hvor Teknologirådet har skabt synlighed om de problemstillinger og synspunkter, som projekterne har omhandlet – og dermed skabt referencerammer, som har været fælles for befolkning, erhvervsliv og det politiske liv.

Organisationerne peger på, at Teknologirådet har formået at mobilisere såvel økonomi som faglighed i et omfang, så den statslige rammebevilling har kunnet holdes på et beskedent niveau i forhold til de opnåede resultater. Pengene til Teknologirådet er med andre ord godt givet ud og en god forretning for samfundet.

For de tre organisationer kommer planerne om en nedlæggelse på et meget uheldigt tidspunkt, da Teknologirådet er skræddersyet til at spille en central rolle, når debatten og beslutningerne om de kommende års klima- og energipolitik skal på plads.

Området er kendetegnet ved en omfattende tværfaglig, teknologisk og social bredde. Derfor vil rådet kunne yde et nødvendigt og konstruktivt supplement til de mange samfundsaktørers interessevaretagelse, hedder det i henvendelsen til styrelsen.


 


Kommentarer (0)

Log ind på MIT DANSKE ARK for at skrive din kommentar


Printed 18 maj 2012 fra http://www.par.dk/Alle_nyheder/Andet-arkitektfagligt/Hold_fast_i_Teknologiraadet.aspx

Kontakt

Christian Lerche
Christian LercheDirektør, cand.merc.
mail 
cl@danskeark.dk
tel  32 83 05 05
tel  51 55 74 94